Legemsfornærmelse

Legemsfornærmelse er vold eller annen fornærmelse mot legemet som spytting mv. og er definert i straffeloven § 228 første ledd.

”§ 228. Den, som øver Vold mod en andens Person eller paa anden Maade fornærmer ham paa Legeme, eller som medvirker hertil, straffes for Legemsfornærmelse med Bøder eller med Fengsel indtil 6 Maaneder.

Er en Legemsfornærmelse gjengjældt med en Legemsfornærmelse, eller er ved en saadan en forudgaaende Legemsfornærmelse eller Ærekrænkelse gjengjældt, kan den lades straffri.

Vold defineres gjerne som kraftanvendelse av en viss styrke, som må treffe fornærmede, jf. Rt. 1971 s. 882. Som vold mot offentlig tjenestemann som rammes av straffeloven § 127, regnes derimot ”en hvilkensomhelst kraftanvendelse stor eller liten” jf. Rt. 1922 s. 73. Imidlertid antas for vanlig legemsfornærmelse at volden må være av en slik art og ha slik kraft at den føles ubehagelig. Typiske eksempler på vold er slag, spark, holding, dytting, kast, grep, kloring, biting, lugging mv. For vanlig legemsfornærmelse er det ikke vilkår om at kraftanstrengelsen har påført fornærmede skade eller smerte. Ved skade av et visst omfang vil tilfellet kunne ansees som legemsbeskadigelse, jf. straffeloven § 229 nedenfor, eller falle inn under § 228 annet ledd dersom det ikke var meningen å skade, men det likevel fikk slik følge.

Det ligger i begrepet vold at det må oppleves som et ubehagelig overgrep. Volden må være en fornærmelse, slik at lekeslåssing og vennskapelig dytt i skulderen mv. ikke omfattes som legemsfornærmelse, selv om det utøves med tilstrekkelig kraftanstrengelse. Hvis begge samtykker i å slåss, så kan det foreligge særskilt samtykke etter straffeloven § 235, slik at straff ikke kommer til anvendelse (blir straffri). Forsiktige klaps som ledd i barneoppdragelse antas å ikke være straffbar legemsfornærmelse, jf. Rt. 2005 s. 1567, selv om grensen var overskredet i den saken ved en stefars fysiske avstraffelse av små barn. Her vil nok rettsstridsreservasjonen og de ulovfestede reglene for samtykke (f.eks. ved deltakelse i idrett med mye fysisk kontakt) sette grensene for hva som er å anse som vold. Spiller man fotball må man tåle en del dytting og holding mv., men det må sies å ligge utenfor aksepten og spillets regler å bli klippet ned med vilje.

Omstendighetene rundt handlingen vil således i høyeste grad kunne avgjøre om noe regnes som vold, uavhengig av hvor stor kraftanstrengelsen er. Ved særlige omstendigheter kan også fornærmende handlinger med beskjeden kraftanstrengelse ansees som vold. I Rt. 1964 s. 631 ble det ansett som vold at en soldat slo av luen til vakthavende offiser.

På samme måte kan omstendighetene medføre at relativt store krafttak ikke anses som vold. I Rt. 1995 s. 661 ikke ble ansett som vold at en politimann trakk opp en mann etter kraven, idet det ble lagt vekt på at kraftanstrengelsen skjedde i en lovlig tjenestehandling, og som følge ”bør ikke enhver overskridelse av det strengt nødvendige lede til straffansvar”.

Gjerningsmannen må ikke berøre fornærmede for at det skal være vold. Bruk av redskaper og kasting av gjenstander eller stein- og snøballkasting vil ansees som vold. Det samme vil instruks til hund om å angripe.

I tillegg til vold rammer § 228 såkalte ”legemsfornærmelser”. ”Legemsfornærmelser” vil være å utsette legemet (kroppen) for påvirkning som oppfattes å krenke egen integritet (oppleves fornærmende) og videre rammer kroppen direkte; dvs. at den ikke kun rammer klær eller veske mv. Dersom man for eksempel heller vann på noen, vil det kunne være legemsfornærmelse dersom man treffer legemet direkte, eller dersom vannet går gjennom klærne og rammer legemet på den måten. I forarbeidene til straffeloven s. 213 uttales om legemsfornærmelse at «herunder vil saaledes kunne indgaa Handlinger, hvorved Væmmelse eller andet legemligt Ubehag vækkes, saasom Besudling, Frembringelse af øresønderrivende Lyd».Eksempler her vil typisk kunne være spytting på legemet, øredøvende lyd, motbydelig stank, blendende lys, blåse røyk i ansiktet på noen osv.

Volden eller legemsfornærmelsen må rettes mot en ”anden”, hvilket vil være en annen person. Vold mot dyr vil typisk være dyreplageri, mens vold mot ting vil kunne være hærverk.

Det alminnelige skyldkravet er forsett, jf. straffeloven § 40, hvilket innebærer at gjerningsmannen må ha holdt det som sikkert eller overveiende sannsynlig at handlingen ville oppfattes som en fornærmelse mot legemet. Medvirkning er straffbart, for eksempel å gi redskap som det slås med. Holder noen offeret, mens den andre slår vil begge handlinger være legemsfornærmelser. Der visse uforsettlige følger øker strafferammen (se nedenfor) er det et vilkår at gjerningsmannen kunne ha innsett at denne følgen ville inntreffe, såkalt culpa levissima.

Det er normalt et krav om at fornærmede selv må begjære påtale, jf. straffeloven § 238 fjerde ledd. Offentlig påtale kan likevel finne sted når (a) forbrytelsen har hatt døden til følge, (b) forbrytelsen er forøvd mot den skyldiges tidligere eller nåværende ektefelle, (c) forbrytelsen er forøvd mot den skyldiges barn eller barn til den skyldiges ektefelle eller samboer, (d) forbrytelsen er forøvd mot den skyldiges slektning i rett oppstigende linje, eller (e) allmenne hensyn krever påtale”.