Forbud mot straffelover med tilbakevirkende kraft

Et annet sentralt poeng i strafferetten som naturlig hører sammen med legalitetsprinsippet, er at ingen kan straffes for noe som ikke var straffbart på gjerningstidspunktet. En straffebestemmelse kan dermed ikke gis tilbakevirkende kraft. Prinsippet er nedfelt i Grunnloven § 97, som slår fast:

” Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft”.

I EMK artikkel 7 og i SP artikkel 15 nr. 1 første og annet punktum er det også nedfelt forbud mot å gi straffebud tilbakevirkende kraft. Det vil si at en ikke kan ilegge straff for et forhold som ikke var straffbart på handlingstidspunktet. Det må heller ikke idømmes strengere straff enn den som var hjemlet da den straffbare handlingen ble utført. I straffeloven § 3 er prinsippet gjort til lov, og det er slått fast at senere endringer i straffebestemmelsene til gunst for borger, skal komme ham til gode, utenom ved anke og begjæring om gjenopptakelse: ”Har Straffelovgivningen undergaaet Forandring i Tiden efter en Handlings Foretagelse, kommer, forsaavidt intet modsat er bestemt, de ved Foretagelsen gjældende strafferetslige Bestemmelser til Anvendelse paa Handlingen. De ved ethvert Spørsmaals Afgjørelse gjældende strafferetslige Bestemmelser kommer til Anvendelse, naar de fører til en for sigtede gunstigere Afgjørelse end de ved Foretagelsen gjældende. Dog skal ved anke og begjæring om gjenåpning ikke tages Hensyn til Bestemmelser, der først er blevne gjældende, efterat den Afgjørelse blev truffen, i Anledning af hvilken der ankes eller begjæres gjenåpning. Er Forfølgning eller Strafs Fuldbyrdelse lovlig paabegyndt, kommer ikke i Betragtning, at efter en senere i Kraft traadt Lov Adgangen til at paatale eller til at fuldbyrde Straffen er forældet eller Paatalen blevet afhængig af fornærmedes Begjæring eller overladt ham. Den i en ny Lov bestemte Frist for fornærmedes Adgang til at paatale eller begjære Paatale begynder i intet Tilfælde sit Løb før fra Lovens Ikrafttræden”.