Fullmaktslæren

Utgangspunktet er at enhver med avtalekompetanse med grunnlag i den private autonomi, også har kompetanse til å erklære seg bundet av en annens rettshandlinger. Tanken er at når enhver myndig oppegående person har autonom kompetanse til å inngå avtaler, har vedkommende også kompetanse til å delegere sin kompetanse til andre om å inngå bindende rettshandler i fullmaktsgiverens navn. En fullmaktsgiver kan derfor slutte avtale ved å gi en fullmektig, kompetanse til å inngå avtaler med en såkalt medkontrahent (tredjemann) på vegne av fullmaktsgiveren.

En fullmakt defineres som den kompetanse en person (som blir benevnt som fullmektig) har fått til å inngå rettshandler på fullmaktsgiverens vegne (den som har gitt fullmakten og bli bundet av avtalen), og er således et dispositivt utsagn (kompetansetildeling). Fullmakten må være meddelt mottakeren av løftet gjennom skriftlig fullmaktserklæring eller muntlig erklæring (frasagnsfullmakt) eller i kraft av stilling eller verv (stillingsfullmakt). Fullmakt kan også være gitt kun gjennom meddelelse til fullmektigen, slik at medkontrahenten ikke kjenner til fullmakten, og det vil da være snakk om en oppdragsfullmakt.

Det er således tre typer fullmakter. 1. Frasagnsfullmakt: når medkontrahenten får beskjed om at fullmektigen har en fullmakt og hva den går ut på 2. Oppdragsfullmakt: der kun fullmektigen får beskjed fra fullmaktsgiver om fullmakten og dens omfang og 3. Stillingsfullmakt: der fullmektigen i kraft av stilling eller verv er gitt fullmakt til å binde fullmaktsgiver.

Hovedregelen for tilbakekall av fullmakter, er at de trekkes tilbake på samme måte som de er gitt. Dersom det er gitt frasagnsfullmakt må medkontrahenten få beskjed på samme måte om at fullmakten er trukket. Er det snakk om oppdragsfullmakt må fullmektigen få beskjed. Hvis det er snakk om stillingsfullmakt, må vedkommende fjernes fra stillingen eller stillingen må fratas kompetansen til å inngå avtaler. Fullmakter kan også gis tidsbegrensninger, slik at de faller bort av seg selv etter utløpet av den periode det er gitt fullmakt for.

En nærmere beskrivelse av tilbakekall av fullmakter overfor tredjemann er gitt i Ot.prp.nr.63 (1917) s. 43, der det blant annet legges til grunn at det må være tilstrekkelig for tilbakekall av fullmakt at medkontrahenten (tredjemann) har hatt anledning til å bli kjent med tilbakekallet i den form tilbakekallet skal være gjort, for at tilbakekallet skal være gyldig:

”Da fuldmagten er rettet til tredjemand, og i de nævnte tilfælde ogsaa av fuldmagtsgiveren er meddelt til ham, vil det være klart at ogsaa tilbakekaldelsen maa rettes til ham, se Platou: Privatrettens almindelige del, side 263. Det har derfor som regel ingen betydning, om fuldmagtsgiveren meddeler fuldmægtigen at den ikke længer skal gjælde, se dog § 21. Av hensyn til den ældre, av utkastet forlatte opfatning at fuldmagten er rettet til fuldmægtigen, og at følgelig ogsaa tilbakekaldelsen maa rettes til ham, har den svenske og danske tekst anset det ønskelig uttrykkelig at uttale dette. I den norske tekst har man derimot efter hele kapitlets bygning anset det for at være overflødig. Hvad fuldmagtsgiveren skal foreta, naar han vil kalde tilbake en fuldmagt, avhænger av den maate som han har meddelt fuldmagten til tredjemand paa. Som hovedregel kan det opstilles, at fuldmagtsgiveren maa gaa samme vei for at kalde fuldmagten tilbake som han har gaat for at gi meddelelse om den. Det kan derimot ikke i hvert enkelt tilfælde forlanges at tilbakekaldelsen skal være blit tredjemand bekjendt. Et saadant forlangende vilde umuliggjøre fuldmagtsgiverens retsstilling. Det maa være tilstrækkelig at han har tilkjendegit tilbakekaldelsen paa saadan maate at tredjemand har hat anledning til at gjøre sig bekjendt med den. Ofte har imidlertid fuldmagtsgiveren paa forskjellige maater meddelt fuldmagten til tredjemand. Det kan saaledes hænde, at han foruten at bringe fuldmagten til tredjemands kundskap gjennem en særskilt erklæring til ham, tillike gir fuldmægtigen en skriftlig fuldmagt. Skal fuldmægtigen foreta retshandler overfor et ubegrænset antal personer, er det meget almindelig at fuldmagtsgiveren baade kundgjør fuldmagten i bladene og utsteder en saadan skriftlig fuldmagt. Ligger fuldmagten deri, at fuldmægtigen indtar en viss stilling, kan det hænde at fuldmagtsgiveren ikke desto mindre sender rundt cirkulære om at vedkommende er hans fuldmægtig, eller han kan ogsaa i dette tilfælde utstyre ham med en skriftlig fuldmagt. Er flere av de bestemmelser som omhandles i §§ 14-17 saaledes anvendelige, maa fuldmagtsgiveren iagtta dem alle. Herved maa imidlertid bemerkes, at dette bare gjælder, hvis de flere tilbakekaldelsesmaater er anvendelige paa samme fuldmagt. Det avgjørende maa forsaavidt være om de er anvendelige overfor en og samme person. Overfor den enkelte tredjemand er nemlig tilbakekaldelse av fuldmagten bare avhængig av den eller de maater som fuldmagtsgiveren har meddelt ham fuldmagten paa. Er fuldmagten kundgjort i bladene, ansees den derved for at være meddelt til alle, men selv om den desuten er bragt til en bestemt tredjemands kundskap gjennem en særskilt erklæring til ham, er den ikke desto mindre i forhold til alle andre tredjemænd end denne ene kaldt tilbake, naar fuldmagtsgiveren har iagttat bestemmelserne i § 15. Disse tredjemænd kan nemlig aldrig gjøre gjældende, at den ogsaa skulde været kaldt tilbake overensstemmende med § 14”.

I Ot.prp.nr. 63 (1917) s. 43 er det presisert at et tilbakekall av fullmakt bare gjelder fremover i tid, og ikke for allerede foretatte rettshandler med mindre det er grunnlag for tilbakekall av løftet re integra, jf. avtaleloven § 39:

”Med tilbakekaldelse av en fuldmagt forstaaes det samme som en opsigelse av den; tilbakekaldelsen virker som regel bare fremover, de retshandler som fuldmægtigen allerede har foretat i henhold til den, blir i almindelighet bindende for fuldmagtsgiveren, mens de retshandler som foretages efter tilbakekaldelsen blir uforbindende for ham. Den første av disse regler gjælder imidlertid ikke undtagelsesfrit. I visse tilfælde blir fuldmagtsgiveren ogsaa ubundet av en retshandel som fuldmægtigen har foretat før tilbakekaldelsen, men som først efter dette tidspunkt kommer til tredjeman ds kundskap. Det kan nemlig hænde at tilbakekaldelsen av fuldmagten ogsaa indeholder en tilbakekaldelse av de retshandler, som allerede maatte være foretat, og en saadan tilbakekaldelse blir virksom overfor alle de retshandler som endnu ikke er kommet til tredjemands kundskap i det øieblik tilbakekaldelsen kommer frem til ham, jfr. bestemmelsen i § 8. Om tilbakekaldelsen av fuldmagten maa antages at ha dette videre indhold, beror paa en fortolkning av den; almindelige regler lar sig ikke opstille”.

På samme måte som med avtaler må en fullmakt være gyldig stiftet, slik at det dispositive utsagn ikke rammes av en ugyldighetsgrunn. Eksempelvis må ikke fullmaktsgiver være umyndig, sinnssyk eller blitt lurt eller tvunget til å utstede fullmakt. Avtaleloven § 22 bestemmer at hvis fullmaktsgiveren blir umyndiggjort, får en rettshandel foretatt av fullmektigen ikke annen virkning enn om den umyndiggjorte selv hadde foretatt den. Selv om fullmaktsgiver er umyndiggjort, kan en fullmektig foreta rettshandler som er nødvendige for å beskytte den umyndiggjorte mot tap, inntil vergen kan vareta vedkommendes tarv, jf. avtaleloven § 24.