Oppdragsfullmakt kjennetegnes ved at fullmakten bare meddeles fullmektigen, slik at medkontrahenten ikke mottar særskilt erklæring om at fullmektigen har fullmakt, eller ser gjennom stilling, verv eller på annen måte at fullmektigen er legitimert til å opptre på fullmaktsgiverens vegne.

En oppdragsfullmakt stiftes gjennom fullmaktsgiverens erklæring til fullmektigen. Oppdragsfullmakt kalles derfor også for uselvstendig fullmakt siden den bare er meddelt fullmektigen fra fullmaktsgiver og fullmektig, og således ikke er synbar for medkontrahenten. Oppdragsfullmakten kan som følge av at den ikke er synbar for medkontrahenten bare tilbakekalles gjennom erklæring til fullmektigen, jf. avtaleloven § 18:

”§ 18. Er fuldmagten bare meddelt gjennem en erklæring fra fuldmagtsgiveren til fuldmægtigen, er den kaldt tilbake, naar en erklæring om, at fuldmagten ikke skal gjælde lenger, er kommet frem til fuldmægtigen”.

Ved oppdragsfullmakt blir fullmaktsgiveren aldri bundet av avtalen, selv om fullmektigen går utover fullmaktens grenser eller fullmaktsgivers instrukser. Selv om medkontrahenten har vært i god tro, vil fullmaktsgiveren ikke være bundet. Denne regelen er nedfelt i avtaleloven § 11 annet ledd.

”§ 11. Har fuldmægtigen handlet i strid med forskrifter, som fuldmagtsgiveren har git ham, og forstod tredjemand det eller burde han forstaat det, blir retshandelen ikke bindende for fuldmagtsgiveren, selv om den ligger indenfor fuldmagten.

Har fuldmagtsgiveren bare meddelt fuldmagten til fuldmægtigen (§ 18), gjælder det samme, selv om tredjemand var i god tro”.

Begrunnelsen for at fullmaktsgiver ikke bindes ved overskridelse av oppdragsfullmakt, er at fullmakten ikke er meddelt medkontrahenten, og fullmektigen fremstår derfor ikke som legitimert til å forplikte fullmaktsgiver utad. Ved oppdragsfullmakt er det således intet ytre skinn av legitimasjon som er meddelt medkontrahenten gjennom meddelt fullmakt eller i kraft av stilling, og en oppdragsfullmakt har således ingen legitimasjonsvirkninger, jf. LB 2000 s. 637 (Borgarting):

”Siste dokument Mariholt påberoper seg som grunnlag for legitimasjonsvirkninger, er brev utarbeidet av økonomisjef Thorstensen hvor han gjorde gjeldende en opsjon på fortsatt leie av en av leiekontraktene. Brevet er datert 30. oktober 1998 og ble overlevert i møtet 2. november 1998. Under ankeforhandlingen kom det frem at brevet ble skrevet under tidspress mens Thorstensens overordnede ikke var til stede. Han handlet imidlertid etter instruks fra sine overordnede. Lagmannsretten kan ikke se at en slik opsjonserklæring kan danne grunnlag for senere legitimasjonsvirkninger. I denne sammenheng legger lagmannsretten også vekt på at det ikke foreligger leiekontrakter der Remmem eller Thorstensen har signert på vegne av Umoe. Eksisterende leiekontrakter på det vesentligste av arealet var undertegnet av daværende administrerende direktør i Umoe Technology AS, Einar Hubert”.

Man sier gjerne at fullmakten og legitimasjonen er sammenfallende, slik at fullmektigen ikke er mer legitimert enn det fullmakten faktisk omfatter. Medkontrahenten har da ikke forventninger til å få en avtale med fullmaktgiver, idet han ikke kjenner til fullmakten. Hvis fullmektigen går utover det som fullmakten gir ham adgang til, vil ikke fullmaktgiver bli bundet, og medkontrahenten må da eventuelt kreve erstatning etter avtaleloven § 25 dersom han er i aktsom god tro.

En nærmere beskrivelse av at oppdragsfullmakt ikke binder fullmaktsgiver utover fullmaktens grenser er gitt i Ot.prp.nr.63 (1917) s. 41:

”Har fuldmagtsgiveren bare meddelt fuldmagten til fuldmægtigen, bestemmes dens grænse som foran nævnt, ved alt det fuldmagtsgiveren har sagt til fuldmægtigen, og tredjemand maa derfor finde sig i, at alt dette lægges til grund, naar det spørsmaal skal avgjøres om retshandlen ligger indenfor fuldmagtens grænse. Gaar i dette tilfælde fuldmægtigen utenfor de forskrifter som fuldmagtsgiveren har git ham, er denne derfor ikke bundet ved retshandlen, selv om tredjemand er i god tro. Denne opfatning, som har faat sit uttryk i paragrafens andet led, hævdes ogsaa i vor retspraksis, se hrdd. i Rt-1899-7 flg. og Rt-1909-395 flg., særlig side 402. I teorien har Stang l. c. side 318 og Jul. Lassen l. c. side 149 ubetinget sluttet sig til den, mens Platou: Privatrettens almindelige del, side 265-66 bare har erklært sig enig i den, hvis fuldmægtigen med vidende og vilje har utgit sig for at ha en anden og videre fuldmagt end den han virkelig har. Handler han derimot i andre tilfælde i strid med sin fuldmagt, antar Platou at det ikke bør gaa ut over tredjemand. Da skal vistnok fuldmagtsgiveren være ubundet ved det som fuldmægtigen har uttalt, men fuldmægtigen skal erstatte den negative interesse og for denne skal fuldmagtsgiveren være ansvarlig, dog vel bare hvis fuldmægtigen staar i et saadant forhold til ham, at lovbokens 3-21-2 er anvendelig. Saavidt sees kommer altsaa Platou ogsaa i dette tilfælde forsaavidt til samme resultat som nærværende utkast som han mener at fuldmægtigens retshandel ikke binder fuldmagtsgiveren. Spørsmaalet om fuldmægtigens erstatningspligt omhandles i utkastets § 26, som medfører at fuldmægtigen skal erstatte den positive kontraktsinteresse og ikke bare den negative. Spørsmaalet om fuldmagtsgiveren har noget ansvar for fuldmægtigen (jfr. NL 3-21-2) har utkastet ikke berørt”.

© Advokatfirmaet RUV (Org nr.: 996 276 155)