Avtaleloven § 10 første ledd slår fast hovedprinsippet om at en fullmektig som inngår avtale i fullmaktsgiverens navn og innenfor fullmaktens grense, stifter rett og plikt umiddelbart for fullmaktsgiveren. Fullmaktens grense danner den ytre ramme for fullmektigens evne til å forplikte fullmaktsgiver. Fullmektigen vil da ved avtaleslutning i fullmaktgiverens navn ikke selv bli bundet av avtalen, jf. avtaleloven § 10 første ledd:

”Foretar fuldmægtigen en retshandel i fuldmagtsgiverens navn og indenfor fuldmagtens grænse, stifter retshandelen ret og pligt umiddelbart for fuldmagtsgiveren”.

Regelen i avtaleloven § 10 går ut på at dersom fullmektigen inngår avtalt i fullmaktsgivers navn og holder seg innenfor fullmaktens grenser, vil fullmaktsgiveren bli bundet til avtale etter fullmakten. Dersom fullmektigen går utenfor fullmaktens grenser, blir fullmaktsgiver ikke bundet til avtalen, med mindre det er snakk om frasagns- eller stillingsfullmakt og medkontrahenten var i aktsom god tro på grunn av fullmektigens legitimasjon. Ved oppdragsfullmakt som kun meddeles fullmektigen, vil fullmaktsgiver imidlertid aldri bindes ved overskridelse av fullmakten, selv om medkontrahenten var i aktsom god tro.

Forutsetningen for at det skal være snakk om avtale inngått ved fullmakt er for alle tilfeller at medkontrahenten forstår at han handler med en fullmektig, eller at medkontrahenten forstår at avtalen inngås i fullmaktsgiverens navn. Det er nemlig krav om at avtalen må inngås ”i fullmaktsgiverens navn”, jf. avtaleloven § 10. Dersom medkontrahenten tror at han handler med fullmektigen direkte som privatperson, kan fullmektigen selv bindes. Man vil da snakke om en stråmann eller mellommann, og ikke en fullmektig.

Fullmektigen kan også bli kjent erstatningsansvarlig for overtredelse av fullmakt etter avtaleloven § 25, når han handler i fullmaktgiverens navn. Det er viktig å presisere at selv om fullmaktsgiver ikke blir bundet ved overskridelse av fullmakten fra fullmektigen side, vil medkontrahenten kunne kreve erstatning fra fullmektigen etter avtaleloven § 25 for eventuell innrettelse og økonomisk tap:

”§ 25. Den, som optræder som fuldmægtig for en anden, indestaar for, at han har fornøden fuldmagt. Godtgjør han ikke, at han det har, eller at retshandelen senere er blit godkjendt eller av andre grunde er bindende for den, paa hvis vegne den er foretat, skal han erstatte den skade, tredjemand lider ved, at retshandelen ikke kan gjøres gjældende mot den opgivne fuldmagtsgiver.

Denne regel kommer dog ikke til anvendelse, hvis tredjemand forstod eller burde ha forstaat, at den, som har foretat retshandelen, ikke hadde fornøden fuldmagt. Heller ikke kommer den til anvendelse, hvis den, som har foretat retshandelen, handlet i henhold til en fuldmagt, som var ugyldig eller uvirksom av en grund, han var uvidende om, og som tredjemand heller ikke kunde regne paa, at han kjendte til”.

En oppsummmerende gjennomgang av avtaleslutning gjennom fullmakt er gitt i Ot.prp.nr. 63 (1917) s. 40:

”Den som vil gjøre en person til sin fuldmægtig, foretar imidlertid i almindelighet to retshandler. Av disse er den ene rettet til fuldmægtigen og indeholder en anmodning eller medfører en pligt for ham til at handle for fuldmagtsgiveren, den anden er rettet til tredjemand og indeholder at fuldmagtsgiveren vil være bundet ved de retshandler som fuldmægtigen foretar i henhold til fuldmagten og indenfor dennes grænse. Det er denne sidste retshandel, og bare den som i utkastet er kaldt fuldmagten, se særlig Stang l. c. side 303 flg. og Platou: Privatrettens almindelige del, side 262-64. Naar denne retshandel er kommet til tredjemands kundskap, foreligger en fuldmagt uten hensyn til om fuldmagtsgiveren har foretat nogen retshandel overfor fuldmægtigen eller ikke. At fuldmagtsgiveren foretar en retshandel overfor tredjemand, vil ikke altid fremtræde like klart, idet denne retshandel undertiden kan være stiltiende, saaledes naar nogen ansættes i en stilling, med hvilken der efter lov eller sedvane følger en fuldmagt. Ved at ansætte en person i en slik stilling gir man ham ogsaa en fuldmagt utad, se Platou: l. c. side 267-68. Som regel foretar imidlertid fuldmagtsgiveren en uttrykkelig retshandel overfor tredjemand, saaledes i de tilfælde som omhandles i § 14 og § 15”.

© Advokatfirmaet RUV (Org nr.: 996 276 155)